torsdag den 18. februar 2010

De fleste danskere har trådløst netværk

I 2004 var det kun 9% af de danske husstande, der havde en trådløs bredbåndsforbindelse. Dette tal er, ifølge en ny Gallupundersøgelse bestilt af TDC, nu vokset til 52%. Hovedparten af danske husstande anvender dermed en trådløs router som adgangen til internettet.

Antallet af trådløse routere er vokset hånd-i-hånd med antallet af bærbare computere, og der findes i dag en bærbar computer i 2 ud af tre danske hjem.

Den nye trådløse livsstil giver selvfølgelig en stor frihed i brugen af sin computer, men det er også blevet et slaraffenland for folk med onde hensigter, der ønsker at hacke sig ind på netbanker o.lign. Husk derfor en kryptering af din router.


.

lørdag den 16. januar 2010

Telenor dropper bredbånds-tv

Telenor har gennem flere år lovet deres bredbåndskunder, at de vil introducere bredbånds-tv, men disse planer er nu skrinlagt. Det kræver store investeringer at etablere en platform til bredbånds-tv, og når det tekniske er på plads, så kræver det en stor kundebase og noget indhold, og her kan Telenor ikke være med.

I modsætning til TDC har Telenor en lille base af bredbåndskunder, som kunne tilbydes bredbånds-tv, og selvom Telenor ejer Canal Digital, så er det ikke et tilstrækkeligt indhold til at lokke kunderne til at opsige aftaler med kabel-tv og satellitleverandører.

TDC og Telia har gennem deres kabel-tv selskaber YouSee og Stofa stor erfaring og forhandlingsstyrke, når der skal handles kanaler. Dette kan Telenor ikke matche, og man kan blot tage et kik på elselskabernes umiddelbare fiasko på dette område, for at se hvor vigtigt kanal-udbudet er.

Elselskaberne har næsten udelukkende været i stand til at få tv-kunder, hvis disse ikke har haft et alternativ, for elselskaberne er sjældent konkurrencedygtige på hverken indhold, funktionalitet eller pris, når det gælder tv.



.


onsdag den 21. oktober 2009

Clearwire går konkurs

Så er det endegyldigt slut for Danske Telecom, der er kendt under navnet Clearwire. I fire år har Clearwire solgt bredbånd baseret på WiMAX, ogg det har været dyrt. Siden 2004 har det givet et underskud på 181 mio. kroner.

ELRO, der driver konceptet SkyLine, har købt aktiverne ud af konkursboet, og en del medarbejdere følger også med over til ELRO.

I øjeblikket dækker SkyLine det meste af Jylland og Fyn i modsætning til Clearwire, der kun dækkede en række større byer. Hastigheden er lav, og Skyline prøver at lokke kunder til med 6 måneders gratis adgang.

Vi tror dog ikke på, at SkyLine vil få succes med dette koncept, men elselskaber behøver jo heller ikke tjene penge på de forretninger, der ikke har med el at gøre....

onsdag den 7. oktober 2009

Fiberselskaber i fælles kamp mod TDC

Den detroniserede TDC-kronprins Kim Frimer var udset til at skulle lede TDC, men han blev fyret, da man hentede Swisscom-direktøren Jens Alder til Danmark for at lede TDC.

Nu er er han topchef i Energi Randers, som er ét af de elselskaber, der er gået sammen for at skabe de stordriftfordele, som er nødvendige.

Når TDC køber tv-kanaler hos f.eks. Viasat, så køber de ind til 1,5 mio. kunder. Det giver selvfølgelig en anden forhandlingssituation, end når et lille selskab som Galten Elværk vil tilbyde deres kunder interessante kanaler.

Fibersammenslutningen vil endnu ikke afsløre detaljerne omkring deres aftale, men der er højest sandsynligt tale om fælles indholdstjenester og markedsføring.


.

fredag den 4. september 2009

3 skruer igen op for hastigheden på mobilt bredbånd

'3' har nu valgt igen at skrue hastigheden op på deres mobile bredbåndsnet. Nu er den teoretiske hastighed 21 mbit/s, men for en gangs skyld har '3' valgt at melde direkte ud, at den forventede effektive hastighed bliver maksimalt 16 mbit/s.

Det er dog ikke hele landet, der kan nye godt af de højere hastigheder. I starten vil det kun være i centrum af Århus og København. '3' vil dog stille og roligt øge udbredelsen af de højere hastigheder.

Med den nye hastighedsforøgelse ønsker '3' endnu en gang at understrege, at de tilbyder den bedste løsning på mobilt bredbånd i Danmark. Det er ikke den billigste, men '3' har i modsætning til de tre store konkurrenter TDC, Telenor og Telia heller ikke råd til at køre prisen i bund med bl.a. samlerabatter. '3' skal hente hovedparten af sin indtjening på mobilt bredbånd.

tirsdag den 11. august 2009

Fibereventyret er forbi for DONG - parat til frasalg

DONG-Energy fremlagde i dag halvårsregnskab for 2009, og heri fremgår det, at DONG nu er parat til at sælge sit fibernet eller eventuelt indgå en aftale med en indholdsleverandør, som kan drive nettet fremadrettet.

TDC har tidligere været nævnt som en mulig køber til fibernettet. TDC har i forvejen et enormt fibernet, og med bredbånds-tv og YouSee vil TDC også kunne levere indhold til kunderne på nettet.

Telenor er også en mulig køber, da det vil give nye muligheder for Canal Digital, som er ejet af Telenor. Telenor har dog ikke erfaring i at drive hverken fibernet eller kabel-tv.

Endelig skal Telia ikke udelukkes. Det er dog ikke sandsynligt, da Telia har meldt ud, at kabel-tvselskabet Stofa er til salg, og detvil derfor ikke give mening, hvis Telia begynder at investere i infrastruktur.

Nu er Midtvest Bredbånd gået i opløsning, og DONG har nu også erkendt, at bredbånd er en dårlig forretning for et elselskab. Hvilket elselskab bliver det næste?

.

onsdag den 22. juli 2009

TDC kører sommertilbud på Home Trio

TDC kører et godt sommertilbud på den store pakke. Hvis man bestiller TDC Home Trio før 3. august, så er prisen 399 kr. om måneden.

TDC Home Trio
TV Familie Pakke (28 tv-kanaler)
Bredbånd 10/1 Mbit.
Bredbåndstelefoni
TDC Play (2 mio. gratis musiknumre)
Mail og Webdisk (5 GB)
Support

Til sammenligning er TDC dyrere end Telia's Alt-i-et-stik, men TDC tilbyder bl.a. flere tv-kanaler, TDC PLAY og Webdisk.


.

tirsdag den 30. juni 2009

ADSL fylder 10 år

Så er det 10 år siden, at TDC som det første teleselskab i Norden tilbød danskerne ADSL-forbindelser. I 1999 var den hurtigste forbindelse en 2 mbit/s forbindelse, og det var på daværende tidspunkt en ekstrem forbindelse, når man tænker på, at hjemmesiderne på dette tidspunkt f.eks. ikke var fyldt med billeder og flash-annimationer, og ingen havde endnu tænkt på hjemmesider som Youtube.

Meget er sket siden 1999, og i dag tilbyder TDC 20 mbit/s, og inden længe vil flere også få mulighed for 50 mbit/s. Hvis man er lidt gør-det-selv elektriker og har leget lidt med telefonledninger, så er det svært ikke at blive imponeret af, at man i dag kan vise HD-tv, internet og telefoni på samme tid på to tynde kobbertråde.

Tillykke ADSL :-)

onsdag den 10. juni 2009

Cybercity og Sonofon bliver til Telenor - endelig

Så er det endelig blevet en realitet. Telenor har vurderet, at tidspunktet er rigtigt for at samle de to stærke og kendte brands "Sonofon" og Cybercity" under navnet Telenor. Det har ligget i luften, siden Telenor købte Cybercity i maj 2005, og nu har Telenor så ført det ud i livet.

Det er kun på overfladen, at Sonofon og Cybercity har været selvstændige. Det er flere år siden, at de to virksomheder smeltede organisatorisk sammen. Cybercity var på det tidspunkt en succeshistorie, og det var derfor også primært Sonofon's gamle ledelse, der blev til overs.

Siden Telenors integration af Sonofon, Cybercity og Tele2, har virksomheden leveret gode resultater og et stigende kundetal. Det bliver nu spændende at se, hvordan danskerne vil reagere på, at Sonofon og Cybercity nu ikke længere eksisterer.

Sonofon og Cybercity var små agressive og friske udfordrere til TDC. Telenor er vel egentlig bare TDC-junior, som ikke er ejet af kapitalfonde med af den norske stat. Hvad mener du?


.

lørdag den 30. maj 2009

YouSee køber sin andenstørste konkurrent A+

Pengene for TDC's køb af Fullrate er knap blevet udbetalt, før TDC igen køber op på bredbåndsmarkedet. Denne gang udbygger TDC YouSee's position på markedet for kabel-tv. A+ er landets tredjestørste distributør af tv og bredbånd til antenneforeninger efter YouSee og Telia's Stofa.

A+ har ca. 62.000 kunder, og knap 35.000 af disse har bredbånd. A+ havde en markedsandel på bredbåndsmarkedet på 1,7%, og på to måneder har TDC med sine opkøb fået 5,4% højere markedsandel på bredbåndsmarkedet. Det bekræfter jo meget godt den artikel, som vi skrev i april, om at der snart kun er to bredbåndsselskaber tilbage i Danmark.

Markedsandele på bredbånd

.

søndag den 24. maj 2009

TDC binder mobilt bredbånd, trådløst bredbånd og hotspots sammen

TDC lancerer nu et lille stykke software som binder mobilt bredbånd, bredbånd fra fastnet (WiFi) og hotspots sammen i en samlet løsning. Softwaren sørger for, at brugeren altid får den bedste forbindelse på den lokation, hvor brugeren befinder sig.

Den seneste konvergensløsning på det danske telemarked var Telias Home Free. Den skulle binde fastnet- og mobiltelefoni sammen, men løsningen var alt for kompleks, der var ikke fordele nok for kunderne og det blev en bragende fiasko.

Dette produkt fra TDC sørger for, at TDC’s kunder med mobilt bredbånd altid får den bedst mulige løsning på tværs af alle TDC’s platforme, uden at kunderne skal bekymre sig om det tekniske.

Et eksempel: Hvis man f.eks. sidder i en lejlighed i København benyttes en trådløs forbindelse til ADSL-opkoblingen. På turen ned til hovedbanegården springer forbindelsen over på det mobile bredbåndsnet, og hvis man tager toget til Århus benyttes hotspottet i toget – alt sammen uden brugeren indblanding.

TDC kan ikke slå '3' på hverken dækning eller hastighed, men dette produkt kan til gengæld noget, som '3' ikke kan levere.

.

fredag den 22. maj 2009

Båndbredden er vokset med 73% i 2008

Båndbredden er vokset kraftigt i 2008, og den gennemsnitlige downloadhastighed er således vokset fra 3,6 mbit/s til 6,2 mbit/s, mens den gennemsnitlige uploadhastighed er vokset fra 1,2 mbit/s til 2,0 mbit/s.

Den store vækst i båndbredden er et resultat af flere faktorer. Nye xDSL-teknologier bliver introduceret, DSLAM'er bliver flyttet længere ud mod kunderne og konkurrencen har været hårdere end tidligere. Fibermarkedet er også vokset, og det har også trukket op i den gennemsnitlige båndbredde. Specielt på uploadhastigheden, da fiberforbindelserne for det meste er symetriske.

torsdag den 7. maj 2009

Telia vil sælge mobilt bredbånd efter forbrug frem for hastighed

Selvom der er himmelvid forskel på dækning og hastighed på mobilt bredbånd i de danske mobilnetværk, så er fokus i medierne og selskabernes egen markedsføring næsten udelukkende rettet mod pris og hastighed. '3' fokuserer f.eks. kun på hastighed, mens OiSTER (også '3') udelukkende fokuserer på prisen. Det vil Telia nu prøve at ændre, og selskabet har derfor introduceret fire nye abonnementer med max forbrug fra 1 GB til 10 GB.

Tanken er god nok. Telia vil prøve at lave abonnementer, der passer til den enkelte kundes behov. Resultatet er bare ikke så godt, da de fire abonnementer faktisk er ret svære at gennemskue og varierer på flere områder:

Max forbruget angives i GB. Selv en garvet bruger af mobilt bredbånd vil det være svært at estimere, hvor meget man har brug for. Overskrides grænsen bliver du tvunget til enten at købe et dyrere abonnement med 6 måneders binding eller leve med sølle 57-127 kbit/s resten af måneden.

Hastigheden varierer og angives i intervaller. Selv i det dyreste abonnement loves der ikke mere en 1 mbit/s.

Prisen er afhængig af, om du er Telia mobil kunde eller ej. Det er selvfølgelig en måde at skabe mersalg på, men det øger også kompleksiteten.

Normalt siger man, at man får, hvad man betaler for. Det er imidlertid svært at sige i denne sammenhæng, da Telias forsøg på at lave simple målrettede abonnementer desværre ikke lykkes. Jeg tror ikke, at disse komplekse abonnementer vil holde længe.

.

mandag den 4. maj 2009

Gratis bredbånd i S-tog i 2010

Som tidligere beskrevet her på siden, har Arriva haft stor succes med at tilbyde gratis bredbånd i tog og busser. Det har fået flere til at vælge den offentlige transport, da det er muligt at arbejde undervejs.

Nu har selskabet Gratis Danmark, som er ejet af NoPayNet lavet en aftale til en værdi af 300 mio. kr. med DSB, der allerede næste år vil give passagerer i københavnske S-tog muligheden for at gå gratis på internettet.

Udgifterne ved denne service dækkes af en reklamebjælke på browseren, og derudover installeres der skærme i togene, der vil vise nyheder og reklamer.

torsdag den 23. april 2009

CBB sælger mobilt bredbånd til 138 kr. – men kun til egne mobilkunder

Det er flere måneder siden, at CBB lancerede mobilt bredbånd, men det blev ikke markedsført på daværende tidspunkt. Nu er CBB for alvor parat til at sælge mobilt bredbånd, og prisen er lav - 138 kr. om måneden. CBB anvender Sonofons mobilnet (læs om dækning)

CBB har dog ikke tænkt sig at forære mobilt bredbånd væk til spotpris, så tilbuddet gælder kun egne mobilkunder. Ellers koster det 168 kr. om måneden, hvilket pudsigt nok er 1 krone billigere end OiSTER, som tager 169 kr. om måneden.

I modsætning til OiSTER’s 2 mbit/s, så tilbyder CBB også kun 1 mbit/s, og forbrugsloftet er sænket til 5 GB om måneden. De fleste vil dog uden problemer kunne nøjes med 5 GB.

CBB retter ikke kun et angreb mod OiSTER’s mobile bredbånd (læs mere). CBB har også lavet et dagsabonnement til de kunder, som kun sporadisk bruger mobilt bredbånd, og denne abonnementstype har TDC ellers haft for sig selv siden oktober 2008 (læs mere). CBB tager kun 18 kroner om dagen for egne mobilkunder og 25 kroner for resten. Til sammenligning tager TDC 29 kr.

CBB's mobile bredbånd er billigt, men der er begrænsninger på både hastighed og download, og så skal man jo heller ikke glemme, at der er tale om det dårligst udbyggede mobile bredbåndsnet i Danmark, så prisen skal også være mindre.

.