tirsdag den 27. januar 2009

TDC vil sælge bredbånd, tv og telefoni i pakkeløsninger - HomeTrio

For ni måneder siden lancerede TDC musiktjenesten PLAY, som skulle være med til at flytte det ensidige fokus på pris og hastighed på det danske bredbåndsmarked til et fokus på oplevelser. Nu forsøger TDC igen at påvirke dette fokus med pakkeløsninger.

TDC har længe eksperimenteret med salg af bredbånd i kombination med andre services som tv, telefoni og mobilt bredbånd, men nu har selskabet taget skridtet fuldt ud og helt skiftet fokus på bredbåndsmarkedet.

For at brænde igennem mediestøjen har TDC markeret skiftet med en knaldtilbud på en pakkeløsning, der kombinerer 10 mbit/s bredbånd, 27 digitale tv-kanaler og et abonnement på bredbåndstelefoni til en samlet pris på 399 kr.

Hvis vi udelukkende ser på prisen, så har Telia en lignende pakkeløsning til 338 kr., men i modsætning til TDC, så har Telia en hel række oprettelsesgebyrer, overflytningsgebyrer og kortafgifter, der får prisen over 6 måneder op på 3.225 kr., hvor prisen over 6 måneder hos TDC er 3.142 kr. Over det efterfølgende halve år vil TDC til gengæld være 465 kr. dyrere end Telia.
Hvis vi i stedet kigger på produktet, så er TDC’s pakkeløsning klart bedre en Telia’s. Hvor TDC har 27 kanaler, så har Telia kun 16. Derudover er funktionerne i TDC’s digitalmodtager meget bedre end Telias. Telia's oversigt over funktioner går sætningen "Kommer senere" igen og igen. Inkluderet i TDC’s pakkeløsning er også TDC PLAY med ubegrænset musikdownload og derudover 5 GB online harddisk.

Det er to gode tilbud, men i dette tilfælde ville jeg vælge TDC. Valget er dog dit!

.

søndag den 25. januar 2009

TDC’s kabel-tv-selskab YouSee vil levere 100 mbit/s bredbånd i 2009

YouSee's vicedirektør har afsløret, at TDC's kabel-tv selskab YouSee inden årets udgang vil levere 100 mbit/s bredbånd til selskabets kunder med kabel-tv. Det drejer sig om mere end hver fjerde danske husstand, der vil få adgang til 100 mbit/s. Det må være endnu en streg i regningen til de danske elselskabers fiberforretninger, der med betalingsstandsningen og den forestående konkurs hos Midtvest Bredbånd i øjeblikket er ved at lære, hvordan dette marked udvikler sig. Det har dog været dyre lærepenge, da elselskaberne investeringer i fiber indtil videre har kostet 5,5 mia. kr. Det svarer til 2.200 kr. pr. husstand.

Bestyrelsesformanden hos Midtvest Bredbånd, Flemming Poulsen, har nu erkendt, at de ikke havde regnet med, at priser og teknologi ville udvikle sig, som de har gjort i løbet af de seneste 5 år.

I 1999 kom den første ADSL-forbindelse til Danmark – den maksimale hastighed var 0,5 mbit/s hos TDC. Fem år senere var denne hastighed tidoblet, og så kom elselskaberne på banen og lavede en business case, der skulle presses til det yderste for at løbe rundt – og tænk – den teknologiske udvikling gik IKKE i stå, og de danske bredbåndsoperatører lagde sig IKKE på ryggen over den ekstra konkurrence.

I 2009 er hastigheden så endnu engang tidoblet, og her er et råd til kommende bredbåndsoperatørers business-cases: ”Den teknologiske udvikling vil fortsætte og give højere hastigheder, og priserne vil forsat falde”.

.

tirsdag den 20. januar 2009

Gratis bredbånd i tog, busser og kommunale hotspots

Det er blevet meget nemmere at finde en gratis bredbåndsforbindelse, når man er på farten med sin bærbare computer eller sin smartphone. En af årsagerne er de faldende bredbåndspriser, men flere virksomheder har også fået øjnene op for, at en gratis bredbåndsforbindelse kan være et stærkt våben i kampen om at tiltrække kunder til deres services.

Gratis bredbånd I tog
Arriva har stor succes med at tilbyde gratis bredbåndsadgang I deres tog, som primært kører I vestjylland. Arriva har valgt '3' som leverandør af bredbånd i togene, og kvaliteten forbedres dermed i takt med '3's udbygning af nettet. En opgørelse viser, at 17.000 unikke brugere brugte netværket i 2008.Lollandsbanen har også stor succes med at tilbyde gratis bredbånd på strækningen mellem Nakskov og Nykøbing Falster. Butlernetworks leverer den trådløse forbindelse, og selskabet Nopaynet driver servicen, der er reklamefinansieret.

Gratis bredbånd i busser
Arriva tilbyder også gratis bredbånd i busser. Alle busser på to af deres mest travle linier - 150S mellem Kokkedal og Nørreport og myldretidsbussen 173E – har fået installeret gratis bredbånd, og det viser sig, at det trækker flere passagerer til busserne. Det er også '3', der leverer bredbåndsforbindelsen.I efteråret 2008 startede Arriva også et pilotprojekt med gratis bredbånd i fem X-busser.

Gratis bredbånd på Hotspots
Flere har dømt hotspots som værende passe, men selvom det mobile bredbånd for alvor fik sit gennembrud i 2008, så voksede antallet af hotspots kraftigt. Antallet af hotspots med gratis bredbåndsadgang voksede således med 26% i 2008 til i alt 198 hotspots. Væksten skyldes primært, at udbyderne har opgivet at tjene penge på hotspots, og i stedet har selskaber som Nopaynet fået succes med at formidle gratis reklamefinansierede hotspots, som lokationsejeren kan tilbyde deres gæster som en service. Mere end 50 danske kommuner har også fået øjnene op for denne model, og der spås om flere tusinde gratis kommunale hotspots.


.

tirsdag den 13. januar 2009

Første fiberselskab i knæ - Midtvest bredbånd tæt på konkurs

Som det flere gange har været forudset på dette forum, har det ikke været en god investering for de danske elselskaber at bevæge sig ind på bredbåndsmarkedet. Midtvest Bredbånd er nu gået i betalingsstandsning, da selskabet med blind for øjnene har investeret millioner af elkundernes penge i at etablere et fibernetværk, mens de i deres naividitet forestillede sig, at kunderne ville komme væltende.

Hastighederne er dog vokset, og priserne er faldet, og elselskaberne har derfor aldrig været konkurrencedygtige, da det typisk har kostet mange tusinde kroner at blive tilkoblet.Det er ikke så underligt, at det lige netop er Midtvest Bredbånd, der er i knæ. Selskabet tilbyder fibernet i vestjylland, som er et af de områder i Danmark, hvor der er længst mellem husstandene. Gravearbejdet har derfor været dyrt.

Nu bliver det spændende at se, hvilket selskab der bliver det næste – Bredbånd Nord, Energi Fyn, HEF?


.

mandag den 12. januar 2009

Fullrate sælger mobilt bredbånd på TDC’s net

Fullrate har i lang tid været på udkik efter en netværksudbyder, som ville give Fullrate mulighed for at tilbyde mobilt bredbånd til deres kunder, og valget er nu faldet på TDC. Fullrate havde uden tvivl foretrukket et samarbejde med '3', hvis netværk pt. har danmarks bedste dækning og hastighed. '3' har dog valgt ikke at sælge netværksadgangen til spotpriser. BiBoB var den første til at samarbejde med '3' om mobilt bredbånd, da Frank Rasmussen var for stolt til at købe det hos TDC, som han jo tidligere har arbejdet for. Han måtte derfor nøjes med '3', der kun ville lade ham videresælge deres eget produkt til nøjagtig samme pris. Det blev han derfor hurtigt træt af.

Fullrate har ikke været tilfreds med at skulle videresælge '3's produkter, og Sonofon og Telia's mindre gode netværk kunne ikke komme på tale. TDC har derfor været den eneste mulighed, og man må derfor også gå ud fra, at Fullrate ikke kommer til at tjene på salget af mobilt bredbånd. Det er udelukkende for at holde på egne bredbåndskunder.

.

tirsdag den 6. januar 2009

Længere bindingsperioder på bredbånd vil øge produktudbuddet – og dermed konkurrencen!

I Danmark nægter teleforligskredskredsen i Folketinget at give teleselskaberne mulighed for at binde deres kunder i mere end 6 måneder. Argumentet er, at det øger konkurrencen. Hvis det rent faktisk er tilfældet, at den lave bindingsperiode øger konkurrencen, hvorfor er det så muligt at binde f.eks. fitness-kunder eller husejere med tyverialarm i 12 måneder? Ønsker Folketinget ikke konkurrence på fitness og tyverisikring? Erhvervskunder må også bindes så meget, som de har lyst til.

Det giver ikke mening – vel!

I flere lande omkring os er det muligt at binde bredbåndskunder i 6, 12 eller 18 måneder. Bemærk, at det er en mulighed – ikke en tvang. Det er f.eks. tilfældet i England. Hvis engelske bredbåndskunder viser deres loyalitet overfor deres udbydere, så kan de til gengæld få et godt tilbud på bredbånd.

I Danmark bliver de loyale bredbåndskunder til gengæld ofte ”forbigået”, når bredbåndsudbyderne sænker priserne for at tiltrække nye bredbåndskunder. En afstemning på Bredbånd Forum viser også, at næsten en tredjedel af brugerne af denne side har skiftet bredbåndsudbyder i løbet af det seneste år. Der er derfor grænser for, hvor lav pris de danske bredbåndsudbydere kan give, når kunden jo kan være væk med det samme.

Mulighed for længere bindingsperioder vil øge produktudbuddet og dermed også konkurrencen. Tænk lige over det!


.

torsdag den 1. januar 2009

Gennemsnitlig båndbredde i Danmark 2008: 4,8 mbit/s

Antallet af nye bredbåndsforbindelser vokser ikke længere så meget, men det samme kan man ikke sige om båndbredden. I lang tid har den hårde konkurrence på bredbåndsmarkedet resulteret i, at bredbåndsudbyderne har givet kunderne mere båndbredde til samme pris for at holde på dem.

Ifølge IT- og Telestyrelsens seneste statistik, har en gennemsnitlig dansk bredbåndskunde en downloadhastighed på 4,8 mbit/s medio 2008. Det er en vækst på hele 66% på bare et år. I øjeblikket vokser downloadhastigheden således med 1,9 mbit/s om året.

Uploadhastigheden vokser også, men ikke i samme hastighed som downloadhastigheden. Den gennemsnitlige downloadhastighed er 1,2 mbit/s medio. Det er en vækst på 34% på et år. Den store vækst i båndbredde skyldes primært, at TDC, Telia, YouSee og Cybercity har øget hastighederne for at forsvare sig i konkurrencen mod Fullrates discountbredbånd og elselskabernes fiber.

Læs mere om båndbredde og downloadhastighed

.

torsdag den 11. december 2008

DanskNet sælger bredbånd til 99 kr. – (de første tre måneder)

Den lille operatør DanskNet forsøger i øjeblikket at repositionere sig og bryster sig af at sælge danmarks billigste bredbånd. Selskabet tilbyder f.eks. en 2 mbit/s forbindelse til 99 kr. om måneden. Prisen gælder dog kun de første tre måneder. Herefter stiger prisen til 169 kr.

At tilbyde en lavere pris i begyndelsen, er et salgs- og markedsføringstrick, som mest bruges i vores nabolande. Her er det f.eks. også lovligt at lade sig binde i længere tid, til gengæld for at få en rigtig god pris. I Danmark må kunderne maksimalt bindes i seks måneder. Det diskuteres meget, hvilken af de to lovgivninger der rent faktisk giver kunderne de laveste priser.

Prisen hos DanskNet på 169 kr. om måneden er den samme, som hos konkurrenten Fullrate. Faktisk minder DanskNet rigtig meget om Fullrate. Prisen for 3 mbit/s er den samme, men DanskNet tilbyder lidt mere båndbredde for 249 kr., end Fullrate gør, og prisen på 299 kr. om måneden for 20 mbit/s er også den samme. Fri fastnettelefoni kan som hos Fullrate også tilkøbes, dog til en lidt højere pris på 39 kr. om måneden.

Til forskel fra Fullrate tilbyder DanskNet også bredbånds-tv og video-on-demand sammen med selskabet FastTV. Der tilbydes en lille tv-pakke til 69 kr. og en stor til 239 kr. om måneden. Herudover kommer en række mindre udgifter til leje af boks og afgifter.
.

Pakkeløsninger med bredbånd

De danske bredbåndsoperatører har som en konsekvens af intens konkurrence reduceret deres priser og marginer til et minimum. Nu skal omsætningen igen øges ved at satse på mersalg i form af pakkeløsninger og bundles, hvor bredbåndsforbindelser sælges sammen med forskelligt hardware.

Telia tilbyder gode priser på fotoudstyr, GPS-navigation, radioer og spillekonsoller ved køb af bredbånd. Køb f.eks. en 10 mbit/s fast bredbåndsforbindelse og en Nintendo Wii til en minimumpris over 6 mdr. på 2.789 kr.

TDC tilbyder en Acer Aspire One bærbar computer, 4 mbit/s fast bredbåndsforbindelse, USB-modem og 1 mbit/s Bredbånd-2-GO mobilt bredbåndsabonnement til en minimumpris over 6 mdr. på 3.566 kr.

'3' tilbyder en Acer Aspire One bærbar computer, USB-modem og 7,2 mbit/s Eazyinternet mobilt bredbåndsabonnement til en minimumpris over 6 mdr. på 3.891 kr.

De tre tilbud bringer selvfølgelig tankerne tilbage til mobilmarkedet omkring årtusindskiftet, hvor man fik mobiltelefoner tilbudt for kun én krone, hvis man bandt sig til et abonnement.
Hvis du bliver fristet at de mange tilbud her op til jul, så husk at læse ”det med småt”, og få tilbuddet på skrift, før du slår til.

God jul :-)

.

lørdag den 29. november 2008

2,025 mio. bredbåndsforbindelser medio 2008

IT- & Telestyrelsen har netop offentliggjort den seneste halvårsstatistik, og så kan vi igen få en status for antallet af solgte bredbåndsforbindelser i Danmark.

Det samlede antal af faste bredbåndsforbindelser er vokset med 66,000 stk. til 2,025 mio. bredbåndsforbindelser. Det er den laveste halvårsvækst i næsten 10 år, men det var også forventet grundet den høje penetration.

I april 2008 estimerede Bredbånd Forum antallet til at blive 2,053 mio. forbindelser. Det viser sig at være 28,000 forbindelser for meget, men IT- & Telestyrelsen har også erkendt, at antallet af fiberforbindelser var overestimeret (læs mere).

Det forventes, at stagnationen på det danske bredbåndsmarked vil fortsætte. Estimatet for ultimo 2008 lyder nu på 2,076 mio. bredbåndsforbindelser.

.

mandag den 24. november 2008

'3' er bedst til mobil bredbånd i toget

Mobilmagasinet Mobil har testet de fire danske mobilnet på en togtur fra København til Aalborg. Testen blev foretaget over flere delstrækninger, hvor den gennemsnitlige båndbredde blev brugt indikator for dækningen. Vinderen i denne test var '3' foran TDC, Telia og Sonofon.

Læs mere om dækningen på mobilt bredbånd

.

mandag den 17. november 2008

OiSTER mobilt bredbånd til 169 kr.

Teleselskabet '3' har lanceret et nyt selskab til salg af mobilt bredbånd med navnet OiSTER. I juridisk forstand er der faktisk ikke tale om et selskab, da OiSTER ikke har noget cvr-nummer. OiSTER er '3's nye brand på markedet, der sælger mobilt bredbånd efter Telmore-modellen. Det vil sige, at kunderne skal betjene sig selv på OiSTER's hjemmeside.

Hos OiSTER er det kun muligt at købe ét produkt - mobilt bredbånd på op til 2 mbit/s for 169 kr. om måneden. OiSTER anvender selvfølgelig '3's mobilnetværk, som i øjeblikket er Danmarks bedste både hvad angår dækning og hastighed, og derfor kan OiSTER sagtens klare at være dyrere end f.eks. Telia, der i øjeblikket sælger mobilt bredbånd på op til 3 mbit/s for 149 kr. om måneden.

Helt overordnet ser OiSTER ud til at være et fint produkt. Der er dog nogle mindre ulemper. Den mobile bredbåndsforbindelse kan ikke anvendes i udlandet, men det er heller ikke relevant, så længe de danske mobilselskaber forlanger enorme roamingtakster for at bruge mobilt bredbånd i udlandet. Derudover er det uklart, hvornår OiSTER's telefoniske kundeservice har åbent. OiSTER skriver nemlig, at "Du kan kontakte OiSTER ved at sende en email til kundeservice". Dette kunne tyde på, at telefontiden er begrænset til normal arbejdstid, men det må vi jo finde ud af.

I telebranchen ser man typisk oprettelsen af denne type salgsselskaber, når markedet er ved at være mættet. I dette tilfælde skyldes det uden tvivl, at '3' ikke har noget produkt til den "lave" ende af markedet. På denne måde kan '3' sælge mobilt bredbånd til de mere sparsommelige kunder, uden at det går ud over '3's brand, der jo som før nævnt er kendetegnet ved markedets højeste hastighed og bedste dækning - ganske smart.

Tilmeld nyhedsbrev om bredbånd


.

torsdag den 6. november 2008

Telia kan få succes med triple-play

Det er nu nogle dage siden, at Telia lancerede triple-play i form af bredbånd, digitalt-tv og fastnettelefoni i én samlet pakke til 338 kr. om måneden, og det lader til, at det er en stor succes.

Danmark er også ramt af finanskrisen, og der har allerede sænket forbruget. Derudover er familien Danmark også begyndt at gå de kritiske poster igennem på oversigten fra Betalingsservice, og det kan blive til gavn for Telia, der samler flere udgiftsposter med besparelser for de fleste.

Fire ulemper
Der er fire ulemper ved Telias tilbud om triple-play.

Det første er oprettelsesprisen på 897 kr., som mange måske vil finde for høj.

En større ulempe er dog indholdet af tv-pakken, som består af 16 digitale kanaler. Det er hovedsageligt gratis-kanaler fra vores nabolande. Hvis man vil have et lidt større udvalg, så kan man vælge den store pakke for yderligere 199 kr. eller små temapakker for 99 kr. stykket.

Den tredje ulempe er modtagerboksens funktioner, som er meget begrænsede. På Telia's oversigt over funktioner går sætningen "Kommer senere" igen og igen, og sammenlignet med f.eks. TDC's digitale modtagere, så er Telia's meget svag.

Den sidste ulempe er, at det ikke er muligt at se TV3 og TV3+ hos Telia, da Telia ikke har lavet en aftale med Viasat.




.

søndag den 26. oktober 2008

Fibersalget i 2007 var meget overvurderet

IT- & Telestyrelsen har netop offentliggjort, at der er lavet fejl i indberetningerne til telestatistikken i 2007. Både elselskaber og indholdsudbydere som Dansk Bredbånd har indberettet de samme fiberforbindelser, og salget af fiber i 2007 var derfor kraftigt overvurderet.

I stedet for 71.000 fiberforbindelser var der kun solgt 52.000. Salget var dermed 37% overvurderet, og det ses også tydeligt i elselskabernes kæmpeunderskud i 2007.


.

torsdag den 16. oktober 2008

TDC sælger mobilt bredbånd til 29 kr. pr. dag

Som det første mobilselskab tilbyder TDC nu sine kunder mobilt bredbånd med betaling kun for de dage, som det mobile bredbånd anvendes - 29 kr. pr. online dag.

Jeg tror faktisk, at TDC vil få en del kunder på dette produkt. Rigtig mange private bredbåndskunder og faktisk også en del erhvervskunder bruger ikke deres mobile bredbånd mere end et par gange om måneden, og disse vil uden tvivl kunne bruge dette abonnement.

Det bliver spændende at se, hvornår konkurrenterne følger efter med lignende abonnementer....


.