søndag den 24. maj 2009

TDC binder mobilt bredbånd, trådløst bredbånd og hotspots sammen

TDC lancerer nu et lille stykke software som binder mobilt bredbånd, bredbånd fra fastnet (WiFi) og hotspots sammen i en samlet løsning. Softwaren sørger for, at brugeren altid får den bedste forbindelse på den lokation, hvor brugeren befinder sig.

Den seneste konvergensløsning på det danske telemarked var Telias Home Free. Den skulle binde fastnet- og mobiltelefoni sammen, men løsningen var alt for kompleks, der var ikke fordele nok for kunderne og det blev en bragende fiasko.

Dette produkt fra TDC sørger for, at TDC’s kunder med mobilt bredbånd altid får den bedst mulige løsning på tværs af alle TDC’s platforme, uden at kunderne skal bekymre sig om det tekniske.

Et eksempel: Hvis man f.eks. sidder i en lejlighed i København benyttes en trådløs forbindelse til ADSL-opkoblingen. På turen ned til hovedbanegården springer forbindelsen over på det mobile bredbåndsnet, og hvis man tager toget til Århus benyttes hotspottet i toget – alt sammen uden brugeren indblanding.

TDC kan ikke slå '3' på hverken dækning eller hastighed, men dette produkt kan til gengæld noget, som '3' ikke kan levere.

.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar