lørdag den 29. november 2008

2,025 mio. bredbåndsforbindelser medio 2008

IT- & Telestyrelsen har netop offentliggjort den seneste halvårsstatistik, og så kan vi igen få en status for antallet af solgte bredbåndsforbindelser i Danmark.

Det samlede antal af faste bredbåndsforbindelser er vokset med 66,000 stk. til 2,025 mio. bredbåndsforbindelser. Det er den laveste halvårsvækst i næsten 10 år, men det var også forventet grundet den høje penetration.

I april 2008 estimerede Bredbånd Forum antallet til at blive 2,053 mio. forbindelser. Det viser sig at være 28,000 forbindelser for meget, men IT- & Telestyrelsen har også erkendt, at antallet af fiberforbindelser var overestimeret (læs mere).

Det forventes, at stagnationen på det danske bredbåndsmarked vil fortsætte. Estimatet for ultimo 2008 lyder nu på 2,076 mio. bredbåndsforbindelser.

.

mandag den 24. november 2008

'3' er bedst til mobil bredbånd i toget

Mobilmagasinet Mobil har testet de fire danske mobilnet på en togtur fra København til Aalborg. Testen blev foretaget over flere delstrækninger, hvor den gennemsnitlige båndbredde blev brugt indikator for dækningen. Vinderen i denne test var '3' foran TDC, Telia og Sonofon.

Læs mere om dækningen på mobilt bredbånd

.

mandag den 17. november 2008

OiSTER mobilt bredbånd til 169 kr.

Teleselskabet '3' har lanceret et nyt selskab til salg af mobilt bredbånd med navnet OiSTER. I juridisk forstand er der faktisk ikke tale om et selskab, da OiSTER ikke har noget cvr-nummer. OiSTER er '3's nye brand på markedet, der sælger mobilt bredbånd efter Telmore-modellen. Det vil sige, at kunderne skal betjene sig selv på OiSTER's hjemmeside.

Hos OiSTER er det kun muligt at købe ét produkt - mobilt bredbånd på op til 2 mbit/s for 169 kr. om måneden. OiSTER anvender selvfølgelig '3's mobilnetværk, som i øjeblikket er Danmarks bedste både hvad angår dækning og hastighed, og derfor kan OiSTER sagtens klare at være dyrere end f.eks. Telia, der i øjeblikket sælger mobilt bredbånd på op til 3 mbit/s for 149 kr. om måneden.

Helt overordnet ser OiSTER ud til at være et fint produkt. Der er dog nogle mindre ulemper. Den mobile bredbåndsforbindelse kan ikke anvendes i udlandet, men det er heller ikke relevant, så længe de danske mobilselskaber forlanger enorme roamingtakster for at bruge mobilt bredbånd i udlandet. Derudover er det uklart, hvornår OiSTER's telefoniske kundeservice har åbent. OiSTER skriver nemlig, at "Du kan kontakte OiSTER ved at sende en email til kundeservice". Dette kunne tyde på, at telefontiden er begrænset til normal arbejdstid, men det må vi jo finde ud af.

I telebranchen ser man typisk oprettelsen af denne type salgsselskaber, når markedet er ved at være mættet. I dette tilfælde skyldes det uden tvivl, at '3' ikke har noget produkt til den "lave" ende af markedet. På denne måde kan '3' sælge mobilt bredbånd til de mere sparsommelige kunder, uden at det går ud over '3's brand, der jo som før nævnt er kendetegnet ved markedets højeste hastighed og bedste dækning - ganske smart.

Tilmeld nyhedsbrev om bredbånd


.

torsdag den 6. november 2008

Telia kan få succes med triple-play

Det er nu nogle dage siden, at Telia lancerede triple-play i form af bredbånd, digitalt-tv og fastnettelefoni i én samlet pakke til 338 kr. om måneden, og det lader til, at det er en stor succes.

Danmark er også ramt af finanskrisen, og der har allerede sænket forbruget. Derudover er familien Danmark også begyndt at gå de kritiske poster igennem på oversigten fra Betalingsservice, og det kan blive til gavn for Telia, der samler flere udgiftsposter med besparelser for de fleste.

Fire ulemper
Der er fire ulemper ved Telias tilbud om triple-play.

Det første er oprettelsesprisen på 897 kr., som mange måske vil finde for høj.

En større ulempe er dog indholdet af tv-pakken, som består af 16 digitale kanaler. Det er hovedsageligt gratis-kanaler fra vores nabolande. Hvis man vil have et lidt større udvalg, så kan man vælge den store pakke for yderligere 199 kr. eller små temapakker for 99 kr. stykket.

Den tredje ulempe er modtagerboksens funktioner, som er meget begrænsede. På Telia's oversigt over funktioner går sætningen "Kommer senere" igen og igen, og sammenlignet med f.eks. TDC's digitale modtagere, så er Telia's meget svag.

Den sidste ulempe er, at det ikke er muligt at se TV3 og TV3+ hos Telia, da Telia ikke har lavet en aftale med Viasat.




.